Marina Eiland

Hej og velkommen til min blog! 

Jeg hedder Marina Eiland er 30 år og bor med min elskede mand Christian i vores dejlige hus med have i Sorgenfri i Nordsjælland.

Her kommer jeg til at dele ud af det jeg holder aller mest af at lave. Om det er i køkkenet, haven, rejse eller andre oplevelser. Men lad mig være ærlig. Der kommer klart til at være overvægt af opskrifter. Så jeg ikke selv bliver overvægtig, forsøger jeg også at finde på sundere alternativer i det søde køkken, men jeg er en sucker for sukkerholdigt bagværk. 

Du er velkommen til at lade dig inspirere af de forskellige indlæg på bloggen, det er derfor den er her. Men vær venlig at linke til min blog. Billederne tilhører mig og brug af dem vil være brud på ophavsretten. 

Rigtig god fornøjelse!

 

Chokoladebrud

Kender I det. Man har lyst til en lille snack, men ved ikke, om det skal være sødt eller salt. Hvad med at kombinere det?

Her er et forslag til en lille snack, hvor sødt og salt mødes i en skøn forening. Chokoladen og den tørrede frugts sødme møder de saltede nødder i en herlig knasende kombination. Jeg vil ikke gå så vidt at kalde opskriften for sund, men dog et sundere alternativ til en pose chips eller en plade Marabou. Derudover er det super nemt og hurtigt lige at bikse et sådan chokoladebrud sammen, hvis man får gæster eller mangler en værtindeblomst. 

Ingredienser

200
g.
chokolade
100
g.
saltede nødder
50
g.
tørret frugt

Fremgangsmåde

Start med at smelte chokoladen. Dette kan gøres over et vandbad, i en chokoladesmelter eller i mikrobølgeovnen. 

Den smeltede chokolade kommes over i en ren skål, hvorefter nødder og tørret frugt kommes i. Massen blandes godt, så alt er dækket med chokolade. 

En form, jeg brugte en sandkageform, fores med bagepapir, og chokolademassen hældes i. Fordel massen jævnt, sådan at den ikke ligger i et tykkere lag, end at nødder og frugt ligger i ét enkelt lag. 

Pynt evt. med hakkede nødder eller frysetørrede bær. 

Herefter kommes chokoladepladen på køl, så den hurtigt kan sætte sig. 
Når chokoladen er størknet, kan den skæres ud i mindre stykker. Små søde/salte chokoladebrud lige til at hapse.

Bonusinfo

Du kan vælge at lave denne opskrift med lige den slags chokolade, du allerbedst kan lide. Det samme gælder for nødder og tørret frugt.

Jeg har her lavet en variant med mørk chokolade fyldt med en nøddeblanding bestående af saltede mandler, peanuts, chilinødder og majskerner. Ydermere har jeg kommet rosiner i og pyntet med hakkede pistacienødder. 
Den anden variant, jeg har lavet, er med hvid chokolade, nøddeblanding (den samme som i den første variant), tørrede tranebær og pyntet med frysetørrede hindbær. 

Der er fri leg, og denne opskrift er også en ideel mulighed for at få ryddet lidt op i gemmerne. 

Velbekomme!

Navn*
E-mail*
Website
Kommentar*
Kommentér