Marina Eiland

Hej og velkommen til min blog! 

Jeg hedder Marina Eiland er 30 år og bor med min elskede mand Christian i vores dejlige hus med have i Sorgenfri i Nordsjælland.

Her kommer jeg til at dele ud af det jeg holder aller mest af at lave. Om det er i køkkenet, haven, rejse eller andre oplevelser. Men lad mig være ærlig. Der kommer klart til at være overvægt af opskrifter. Så jeg ikke selv bliver overvægtig, forsøger jeg også at finde på sundere alternativer i det søde køkken, men jeg er en sucker for sukkerholdigt bagværk. 

Du er velkommen til at lade dig inspirere af de forskellige indlæg på bloggen, det er derfor den er her. Men vær venlig at linke til min blog. Billederne tilhører mig og brug af dem vil være brud på ophavsretten. 

Rigtig god fornøjelse!

 

Kanelbrød

På sådan en kold og grå regnvejrsdag må der stearinlys og en kop varm te til. Noget hjemmelavet bagværk vil bare lige højne hyggen. Synes I ikke? Jeg valgte at bage en gammel klassiker. Et kanelbrød.

Jeg har prøvet mig frem, ved at blande flere opskrifter, sådan som jeg har for vane. Det her kanelbrød har en lækker blød krumme og dejligt snasket kanel/marcipanfyld.

Opskriften passer til en almindelig 2 liters brødform. 

Ingredienser

Dej

75
gram
smør
2
dl
mælk
25
gram
gær
1
nip
salt
50
gram
lyst rørsukker
2
æg
1
tsk
vaniljesukker
1
tsk
kardemomme
550
gram
hvedemel

Fyld

150
gram
brunfarin
150
gram
smør
150
gram
marcipan
3
spsk
kanel

Glasur

165
gram
flormelis
3
spsk
væske

Fremgangsmåde

Smelt smørret og bland det sammen med mælken så du får en lun masse.

Rør gær, salt og sukker ud i den lune væske.

Tilsæt æg, vaniljesukker og kardemomme. 

Sigt melet i ad flere omgange. Ælt dejen sammen mellem hver gang, indtil dejen er glat og smidig. Det er ikke sikkert at alle 550 gram hvedemel skal bruges. Det kan variere fra mærke til mærke.
Efter ca. 10 min. på røremaskinen har dejen opnået den rette smidige og glatte konsistens, som gør den nem og føjelig at arbejde med senere. 

Dejen stilles til hævning i ca. 1-1½ time, til den har nået dobbelt størrelse. 

Riv smør og marcipan groft på et rivejern og ælt det sammen med brunfarin og kanel. Massen æltes til en homogen masse. Dette gøres nemt og hurtigt på køkkenmaskinen med en K-spade, men det kan også sagtens gøres med fingrene. 

Den hævede dej rulles ud til et rektangel på et meldrysset bord, så den korteste side passer til brødformens længde. 

Fordel fyldet jævnt på den udrullede dej. 

Rul derefter dejen stramt sammen som en roulade fra den korteste side langs den længste. På den måde får man den tykkeste roulade. 

Skær kanelrouladen igennem på langs og flet/sno de to dele sammen. 
Læg kanelbrødet i en smurt og meldrysset brødform, og lad det efterhæve i 30 minutter. 
Mens dejen efterhæver, opvarmes ovnen til 180 grader varmluft. 

Herefter pensles brødet med et sammenpisket æg. 

Bag kanelbrødet ved 180 grader varmluft i ca. 30 minutter. For at undgå at brødet bliver for mørkt, dækkes det til med sølvpapir de sidste 10-15 minutter. 

Lad kanelbrødet køle af og rør glasuren sammen med den væske du ønsker. Glasuren skal være forholdsvis tyk i konsistensen, for at den ikke render helt af brødet. 

Pynt herefter brødet med glasuren i et tilfældigt mønster, der oser af overdådighed, idet det løber ned ad siderne. 

Nyd kanelbrødet samme dag, hvor det vil være blødest. Ellers pak det godt ind, for at det ikke bliver tørt. 

 

Bonusinfo

Glasuren kan røres op med lige den slagt væske du ønsker. Spiritus, mousserende vin, citronsaft eller anden frugtsaft. Jeg har brugt whisky denne gang. Jeg tænker, det også kunne være virkelig lækkert med Kahlua til at give kagen et pift af kaffe. 

Velbekomme!

Navn*
E-mail*
Website
Kommentar*
Kommentér